I et vindue på stue etagen på en lejerskole på langeland. (uhh det starter vildt ikke?) De havde sættet et stykke tid og kastet kegler ud af vindet. Nu var de løbet tør for kagler. Den ene sagde til de to andre: “Jeg henter mine gummistøvler og hopper ud ad vinduet og henter keglerne, så vi kan kaste dem ud igen.” Han løb ud for at hente sine gummistøvler. Da kiggede den ene af de to sidste drenge på den anden, og sagde: “Han må ikke hoppe ud ad vinduet, det siger de voksne, så du må hellere lukket vinduet.” (Her skal det indskydes at dette ikke var normale vinduer. Den eneste måde man kunne lukke dette vindue på, var ved at strække ud og fjerne de to støtter der holdte det oppe. De voksne havde sagt at vi hverken måtte hoppe ud ad vinduet eller lukke det.) Den anden dreng (som I nok har gættet var mig), blev dog overbevidst af den første, om at det nok var klogest at lukke vinduet. Jeg strækte en arm ud og fjeren den første støtte, så den anden…
Jeg husker jeg gik ned ad en mærk gang, der stod blod ud af min tommelfinger. Jeg husker at det eneste jeg tænkte var: Det var der underligt at der ikke var mere blod.
Jeg husker at jeg sad sammen med børnehavenlederen og ventede, det sveg lidt i min tommelfinger.
Jeg husker at sætte i ambulancen, og at børnehave lederen skyndede på manden der kørte.
Jeg husker at mine forældre var ankommet til hospitalet først, og at de ikke var sure, men glade for at se mig.
Den dag mistede jeg en tommelfinger, og mangler den stadig.
Hvorfor fortæller jeg så det?
Jo fordi det nok er den historie jeg må fortælles oftes om min barndom. Man kan også påstå, at det rent symbolsk siger lidt om mig: Ikke helt normal, ikke en total særlig, men alligevel lidt anderledes, som for eksempel, at jeg kun har 9½ fingre.
Desuden er der den grund, at det giver mig et lille slægt skab med den figur der skabte rollespil, nemlig Frodo: Han fik fingeren bidt af af Golum. Som rollespiller er det en lidt sjov tanke at have noget tilfælles med netop den figur.
Ellers var det bare en lidt anderledes måde at introducere mig selv på.
Velkommen til min blog
Simon James Ni-Finger Pettitt
